23948sdkhjf

Bestseller med bedste regnskab nogensinde: - Vi har evnet at omstille os

Bestsellers omsætning steg i perioden august 2020 til juli 2021 med ni procent, og sammen med et resultat før skat på 4.6 mia. kr. er regnskabsåret det bedste i virksomhedens historie.

Det glimrende regnskab glæder administrerende direktør og ejer, Anders Holch Povlsen.

- Det er et resultat, vi kan være tilfredse med. Det er også et resultat, der er bedre, end vi havde forventet og havde turde håbe på. Det har været et bemærkelsesværdigt år, som har overrasket mange, inklusiv os selv. Vi er i den grad taknemmelige for, at vi står, hvor vi står nu.

Acceleration af strategiske indsatsområder

Året før faldt Bestsellers overskud med 72 procent som følge af covid-19 og de globale nedlukninger. Den markante forbedring og det samlede resultatet i det seneste år viser, at Bestseller har formået at komme tilbage på det vækstspor, virksomheden også var på inden covid-19.

- Vi kan se, at vi har evnet at omstille os til de udfordringer, vi har mødt, og vi har formået at eksekvere på de rigtige beslutninger, vi har truffet undervejs. Jeg er imponeret over mine kollegers indsats og den måde, som alle har sat vores værdier i spil. Og at vi har leveret gennem et ekstraordinært år, hvor vi har været både dygtige, rettidige og ydmyge, men også har haft en snert af held, vi heller ikke ønsker at underkende, uddyber Anders Holch Povlsen.

I de seneste år har Bestseller investeret i en række strategiske tiltag, der har været drevet af den hastige online-udvikling. Gennem pandemien har Bestseller intensiveret dette indsatsområde og har bl.a. udviklet nye salgskanaler gennem virtuelle showrooms og social commerce, ligesom flere andre digitale løsninger er indarbejdet og igangsat. Denne udvikling vil Bestseller nu accelerere.  

- Vi har forsøgt at være den bedste kunde hos vores leverandører og den bedste leverandør til vores kunder, hvilket er og skal være et afgørende kernefokus for os. Med vores investeringer har vi formået at komme endnu tættere på vores kunder og samarbejdspartnere, og det fokus kommer vi til at fastholde og fortsat udvikle, fortæller Anders Holch Povlsen.

Bestseller
mio. kr. 2020/2021 2019/2020
Nettoomsætning 26.405 24.113
Resultat før skat 4.604 776
Årets resultat 3.609 415
Regnskabsåret blev afsluttet 31. juli 2021.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063